14682119_10154639630479586_5267375438318724202_o

Fredag den 23. juni, 2017 spillede Specktors i Skive sammen med Michael Williams og Kesi. I vores interview med Specktors lokkede vi de to herrer med ind i et omklædningsrum for at snakke lidt om plader der aldrig blev udgivet, Pattesutter & Emil Kruse, inspirationskilder og yndlingssange.

De to tatoverede fyre der går under kunstnernavnene Wanner og JonasForFanden danner sammen gruppen Specktors, som særligt er kendt for kæmpehittet “Lågsus”. Specktors, der også arbejder sammen til hverdag, har været aktuelle i en del år efterhånden, men er de seneste år blevet yderligere bemærket hos en bredere målgruppe efter at have leveret en del hit-singler som “Fuck Mig”, “Life”, “Kommet For At Danse” og “Ferie”.

Når man tager til koncert med Specktors, er det helt udelukket, at man går derfra uden at have haft en fest. Man er sikret fede dansetrin, god stemning og nogle festlige numre, som man kan være med på, om man kender dem alle eller ej. Desuden er det svært ikke at lade sig charme af Wanner og JonasForFanden, som er et sjovt og festligt indslag.

Som forventet havde vi en kæmpe fest i løbet af aftenen, ligesom de andre gange vi har oplevet Specktors.

Er der et nyt album på vej?

Wanner: Det har jo ændret sig lidt, hvordan man gør det der. Vi ved det ikke mand. Jeg tror, vi er der nu, hvor man bare laver noget. På et tidspunkt så gider vi ikke det mere, og så er vi bare et sted, hvor vi laver en EP eller en plade. Men det har været meningen. Sådan helt rap-agtigt så har den der EP skullet være kommet de sidste to år. Men vi har lavet så mange sange nu, og så sker der et eller andet, så kommer de ikke ud, og så går der et halvt år, så lyder de forkerte på en eller anden måde. Og så bliver det droppet. Vi har jo nok til to plader, tror jeg.

JonasForFanden: Ja alt for mange.

Wanner: Men det kan være, vi samler noget en dag.

Hvad lader I jer inspirere af, når I laver musik?

JonasForFanden: Alt muligt ik’?

Wanner: Jo, vi arbejder jo sammen til hverdag, så fra vi møder kl. 9 om morgenen, til vi går, der hører vi alt muligt musik, men vi hører rigtig meget rapmusik. Så jeg ved ikke, om der er noget, hvor man kan sige “det er dét der, som inspirerer os”, altså selvfølgelig er der nogen, der gør det, men vi hører det hele. Vi hører også top 40, og så prøver vi at grave lidt dybere og finde et eller andet mærkeligt. Men jeg tror ikke, der er sådan én specifik ting. Vi følger bare lidt med, vi har ikke de store ambitioner lige pt, med at skulle skabe noget og være eksperimenterende kunstnere.

JonasForFanden: Nej vi skal bare ud at danse og sådan. Vi vil gerne ud at feste og danse.

Wanner: Så det er glad musik, vi er inspirerede af.

Hvilke spillesteder er de fedeste?

JonasForFanden: Gymnasier er for fede. Det er nok dem, vi elsker allermest. Det vi spillede lige nu, var for sindssygt. Men det har jo været vores ting fra starten bare at få lov til at komme ud og spille. Det er altid sjovt på den ene eller den anden måde.

Wanner: Det er jo sådan et kliché svar, men det er ligemeget, om det er et eller andet småt sted, hvis publikum er klar, så bliver det for svedigt. Men overordnet lige nu er det ret fedt at spille på gymnasier.

I har jo lavet en sang, der hedder Yndlingssang. Hvilket af jeres egne numre er jeres yndlingssang?

Wanner: Det er et sejt spørgsmål, Stenz. Det er vi aldrig blevet stillet før. Damn. Jeg kan rigtig godt lide 5 Drenge og jeg kan rigtig godt lide Life, altså af de nye. Jeg kan rigtig godt lide Lågsus. Vi bliver aldrig trætte af at spille Lågsus. Men jeg kan også godt lide det der, vi lavede på Speckno for eksempel med Nonsens, det nummer der hedder Gode Tider. Det er sådan en favorit, vi selv har, der betyder noget for os. Vi er sådan ærlige i den. Men den er der ikke nogen, der hører. Den er også meget hård i udtrykket.

JonasForFanden: Det var noget af det sure musik.

Wanner: Ja men den har stadig noget, som for os er ægte og følelser og sådan. Så hør den hvis I ikke har hørt den, så skal I nok lære os at kende, når vi er sure.

Hvilke nye kunstnere tror I, har en lovende fremtid?

Wanner: Det er svært at spå om, men vi har jo nogle favoritter.

JonasForFanden: Vi siger altid Pattesutter. Det er glad musik.

Wanner: Ja Patte er vi vilde med. Han er sjov og så skriver han gode melodier. Emil Kruse er vi også rigtig vilde med, han er fucking sprød. Emil Kruse og Patte, frem i landet med dem.

Tak til Specktors for interview.
Share: