ASKE SKOV – UNG GUN

Den vestsjællandske rapper Aske Skov skaber eventyr med sin følelsesrå stemme og tekster, der kredser om slæder, rodløshed og opslugende nætter på savannerne vest for Slagelse. Aske Skov har i en årrække eksperimenteret og indspillet sin lyd i garager, containerne og gør-det-selv studier, men med sit netop udgivne track “Ung Gun” er fundamentet lagt til en ny begyndelse.
I samarbejde med produceren Defnez har Aske Skov skabt nummeret “Ung Gun”, der er bundet op på en elektronisk hiphop-produktion og tematikken om at komme fra laveste fællesnævner og tage rejsen til toppen. Tidligere har Aske Skovs udgivelser været præget af en eneboer-mentalitet, da det udelukkende var ham, som udformede sit lydunivers. “Ung Gun” er hans første skridt mod et mere etableret lyd- og tekstunivers, som den garvede producer Defnez har været med til at designe.
Om udgivelsen fortæller Aske Skov: Det var en speciel oplevelse at indspille og producere “Ung Gun”. Defnez og jeg havde jongleret frem og tilbage med nummeret i nogle måneder, hvor vi så en skitse ændre sig til en lovende demo. Det næste naturlige skridt var at mødes i Defnez’ studie langt oppe i Nordjylland, hvor vi skabte “Ung Gun” og lidt andre projekter i en petit jysk stationsby. Man kan sige, at “Ung Gun” blev født på internettet og skabt i Nordjylland.
“Ung Gun” er den første af tre udgivelser fra Aske Skov, der vil se dagens lys i løbet af foråret 2024.
Hør “Ung Gun” her: