Ny dansk soul-stemme debuterer: SIAMA er klar med første single.

Den aarhusianske sanger, sangskriver og producer SIAMA, også kendt som Silje Amalie, træder ind på den danske musikscene med sin debut­single “Dream on“. Den 22-årige artist blander rytmisk soul og R&B med en rå, jazzinspireret vokal, hvor korharmonier og legende melodiske detaljer sætter tonen for et lydunivers, der både føles nærværende og drømmende. SIAMA arbejder tæt sammen med en række artister, musikere og producere, primært fra Aarhus og København, og hendes musik udspringer af et stærkt fællesskab i den spirende danske neo-soul- og R&B-scene.

Debutsinglen “Dream on” er en sammensmeltning af alternativ soul, R&B og cinematisk dream pop. Nummeret bæres af et rytmisk kor, en markant trompet og et budskab, der rammer bredt: at turde tage det første skridt mod sine drømme, også når perfektionisme, forventninger og frygten for at fejle står i vejen. “Dream on” fungerer som en opfordring både til lytterne og til hende selv: Drømme skal ikke blot tænkes, men leves. SIAMAs musikalske udtryk er præget af en intuitiv fornemmelse for rytme, formet gennem 11 år med hiphop-, standard- og latinamerikansk dans. Det rytmiske fundament kombinerer hun med inspiration fra navne som Amy Winehouse, Sade og Erykah Badu, hvilket resulterer i et udtryk, der forener nostalgisk soul med moderne eksperimenterende lyd.

Hør “Dream On” her:

Share: