Årets Grimfest løb traditionen tro af stablen den første weekend i august med konferenciers Jøden, Jonny Hefty og Henrik Hass til at præsentere årets gæstende artister.

Dette års Grimfest havde et bredt spektrum af artister og gæster i alle aldre, men hvor der i år blev trukket flere unge publikummer, end hvad vi har oplevet førhen, da programmet indeholdt flere navne, som appellerede til ungdommen. Her var der mulighed for at se artister som Tessa, Baloosh, Benny Jamz og Hans Philip. Der var dog stadig en kæmpe folkemængde i alle aldre på festivalen og masser af andre aktiviteter ved siden af musikoplevelserne. Nede i skovområdet på Undergrim var der blandt andet stand-up comedy, DJ sets og poetry slam samt den velkendte skaterampe ved siden af Bonzaiscenen.

Baloosh

Efter artisternes optræden talte jeg med Benny Jamz og Baloosh om deres oplevelse af at gæste Grimfest:

Vil du kort præsentere dig selv?

Benny Jamz: Mit navn er Benjamin aka Benny Jamz som artist. Jeg er musiker, rapper og sanger. Jeg repræsenterer B.O.C., som er min klan, Bomber Over Centrum.

Baloosh: Mit navn er Baloosh, jeg er en aarhusiansk sanger. Nogle ville kalde mig rapper, men jeg synes, jeg synger lidt mere, end jeg rapper.

Har du spillet på Grimfest før?

Benny Jamz: Jeg har været hypeman, for min gode B.O.C.-bror Gilli, tilbage i 2016.

Baloosh: Det er første gang, jeg er her nogensinde. Jeg har længe hørt, at der var en festival i Aarhus, der hed Grim, men det har ikke rigtigt været mig, tror jeg.

Hvordan var det at spille her?

Benny Jamz: Det var sindssygt, jeg vidste ikke engang, jeg var en headliner. Jeg spillede blandt alle de andre gode artister i dag og vi var allesammen headliners, synes jeg. Men det var en kæmpe fornøjelse, folk kom og var her for musikken, jeg synes, det var en fucking god koncert. Det var fucking sjovt og jeg synes, folk holdte en god vibe.

Baloosh: Jeg synes, det var vanvittigt. Det var en rigtig fed oplevelse, fordi der var så mange forskellige aldre og der var så mange forskellige mennesker. Det er heller ikke så tit, der er så små børn på festivaler, som der var i dag, så det synes jeg faktisk, var mega fedt, at jeg kunne få lov til at spille for alle aldre.

Tak til Benny Jamz og Baloosh for interview.

Benny Jamz

Af Kamilla Stenz.

Share: