PABLO61

Pablo61 er ikke bare rapper, men en kunstner, der bærer på flere ting i baggagen, end hvad hans alder repræsenterer. Hans lyd spænder bredt og han begrænser sig ikke af en enkelt genre. Det kunne både høres og mærkes på hans seneste album, “EROS”, som var en ode til hjertesorg og alt, hvad det indebærer. Jeg var forbi hans trofaste braider i Århus, og fik en snak med ham om fortiden, nutiden og fremtiden, alt imens han sad i frisørstolen.
Vil du introducere dig selv?
Pablo61: Mit navn er Markus Álvarez, jeg går under kunstnernavnet Pablo61, tidligere kendt under kunstnernavnet Pablo Müslibar. Jeg er i mine 20’ere og vokset op i Sønderjylland med min mor, som jeg elsker over alt. Jeg har haft en meget speciel opvækst og et meget divers liv, så jeg laver musik omkring mange af de ting, jeg har været igennem. Jeg laver musik for at prøve at ramme nogen, der måske har været noget lignende igennem.
Hvornår begyndte du at lave musik og hvad fik dig til at starte på det?
Pablo61: Da jeg var tre år gammel, tror jeg, kan jeg huske, at min far tændte for noget musik, hvor jeg stod og dansede. Så satte han sig ned sammen med min mor, imens jeg begyndte at performe musikken for dem. Det er som om, det altid bare har lagt til mig, at stå og gengive hvad der bliver sagt i musikken. Da jeg var syv år, blev vi spurgt i skolen, hvad vi gerne ville blive til, sagde jeg, at jeg ville være rockstjerne. Jeg lyttede meget til AC/DC på det tidspunkt, og har stadig en forkærlighed for meget andet musik end rap. Det skabte en interesse for mig, som gjorde, at jeg ikke havde interesse i sådan noget som fodbold eller gaming i fritiden. Jeg ville bare gerne lave musik. Jeg skrev tekster, freestylede og optog mig selv, og begyndte at blive genkendt i min by, da jeg var omkring 12 år.
Hvor stammer dit kunstnernavn fra?
Pablo61: Jeg var en rigtig ballademager, da jeg var yngre. Da jeg gik i niende klasse, havde jeg altid müslibarer med i madpakken og serien “Narcos” var lige udkommet, så folk sammenlignede mig med Pablo Escobar, da jeg også er latinamerikaner, så jeg lavede musik under navnet Pablo Müslibar. Da fandt jeg ud af for første gang, at når man faktisk giver lidt af sig selv, i stedet for at prøve at være noget man ikke er, så begynder folk rigtigt at lytte med. Jeg lavede noget, jeg faktisk gerne ville lave, i stedet for hvad jeg følte, folk gerne ville høre. Så ændrede jeg senere kunstnernavn til Pablo61 for at repræsentere Haderslev.
Du har haft flere overgange i din lyd og for nyligt udgivet projektet “EROS”. Hvordan har den proces foregået?
Pablo61: Min producer, Elliott Keefe, har virkelig bevæget mig i en retning, hvor jeg er blevet nødt til at give mere af mig selv. Jo mere jeg har givet af mig selv, desto bedre er musikken også blevet. Det har været gennem personlig udvikling, at det er noget andet. Jeg er blevet mere moden og tør give mere af mig selv, ved at snakke om nogle mere følelsesladede ting, end det traumatiserede kolde pis.

Har det været en svær overgang?
Pablo61: Ja, det har det. Jeg er ikke kun rapper eller musiker, jeg er kunstner, og derfor skal jeg også kunne finde den del frem af mig selv, men lige “EROS” pladen, er noget, som er sket i mit liv for nylig, så det var også det, der gav mig anledningen til at springe ud i det. Nu gav det mening. “EROS” startede tilbage i februar, hvor jeg gik fra min kæreste gennem tre år, så det har været svært, men det var ikke sket, hvis ikke jeg havde de følelser i mig.
Har du lagt din stil helt om, eller holder du stadig fast i den lyd, vi har hørt fra dig førhen?
Pablo61: Jeg holder stadig fast, jeg er ikke færdig med at fortælle min historie endnu. Jeg har mange temaer, som slet ikke er blevet berørt, så der er så meget at tage fat i. Det jeg oprindeligt havde en vision om, var at jeg gerne ville være en rockstjerne, og det kan man være på mange måder. Jeg kan godt lide både at udgive singler og større projekter med en sammenhængende betydning. Det visuelle er også vigtigt for mig og jeg vil gerne lave flere musikvideoer, så folk kan sætte artisten på musikken.
Hvordan har din oplevelse været, af din rejse gennem hvor du startede, til hvor du er nu?
Pablo61: Jeg elsker musik og det jeg laver, men det har ikke været nemt. Det er hårdt og jeg har mange gange været tæt på at give op. Man skal mærke efter i sig selv, om man virkelig har lyst til at lave musik, men hvis man inderligt ønsker det, så skal man nok få det gjort.
Har du nogle ønsker om på sigt at indgå i et management?
Pablo61: Jeg er rigtig dårlig til at manage mig selv, men jeg er rigtig god til at komme med mange idéer. For mig er management en hellig treenighed, hvor mange af mine idéer har brug for en professionel hjerne til at udføre dem, for det er svært at vide, hvad der kan lade sig gøre. Jeg kunne have brug for en person, der kan få ting til at ske, og hvor min del er at performe. Jeg vil også gerne have konstruktiv kritik fra nogen, som ikke bare er mine venner, men som også ved noget om musik. Det er undervejs.
Hvad er dine fremtidsplaner?
Pablo61: Jeg tror, mit næste store mål er at spille på VEGA, men vi er nogle stykker, som arbejder på, at få et event op at stå i Odense.
Tak til Pablo61 for interview.
Hør hans musik her:
Af Kamilla Stenz.