PORTOO

PORTOO er en dansk artist fra Kolding, som formår at formidle hiphop, både gennem musik og dans. PORTOO kan blandt andet kendetegnes som en sand kunstner gennem sit tekstunivers, sin stærke vokal, sin dedikation til at bringe det visuelle ind i sin musik og den rå ærlighed som gennemgående tema i musikken.
Vil du præsentere dig selv?
PORTOO: Mit navn er PORTOO, og det spørgsmål kan hurtigt blive til en roman – men vi holder den kort og god. Jeg er fra Kolding, hvor alt, hvad jeg kender til og har lært, stammer fra.
Mit privatliv holder jeg tæt ind til kroppen, da jeg ønsker, at musikken og det visuelle skal tale for sig selv. Personligt tror jeg ikke, at der kommer en anden på den danske scene med den energi og det drive, jeg besidder. Jeg har gennem årene set og oplevet lidt af hvert, hvilket har gjort mig godt rustet.
Sidste år, i 2024, krydsede jeg veje med en producer med stort talent og samme drive – én der ikke er bange for at sige “om igen”. Derudover har jeg en visuel kreatør ved min side, som altid udforsker nye kreative idéer. Når man hører PORTOO, skal man derfor ikke kun tænke på én mand bag det hele. Vi er The BIG 3.
Hvor længe har du lavet musik?
PORTOO: Jeg har lavet musik i godt og vel otte år. De første par år gik med at finde min egen lyd og finde ud af, hvor jeg passer ind. Det gik dog hurtigt op for mig, at jeg ikke passer ind i andres dagsorden. Jeg tænker på en måde, som mange nok ikke ville tænke på.
Hvordan startede du med at lave musik?
PORTOO: Jeg blev introduceret til en god kammerat, der var i gang med musik dengang.
Som jeg forstod det, manglede han en at sparre med i studiet, og det blev hurtigt til nogle lærerige år. Jeg lærte at skrive på et beat, lave punchlines og sætte rhyme schemes sammen. Selv under mixing stod jeg med øjnene klistret til skærmen for at se, hvordan han mixede min stemme.
Han er en vigtig brik i min musikrejse, og når folk spørger mig om, hvordan det hele startede, tænker jeg straks på ham. Jeg kunne fortælle hele historien om tiden med brormand, men det kræver nok et par dage, haha.
Hvordan vil du definere den type musik, du laver?
PORTOO: Historiefortælling. Mine tekster beskriver enten scenarier, der har udspillet sig, eller ting jeg kan forestille mig at opleve. Selvom mange måske ikke opfatter mine projekter som fortællinger ved første ørekast, opfordrer jeg altid folk til at lytte og læse mellem linjerne. Jeg begraver de sande historier i det overfladiske.
Min stil er meget melodisk rap, og mit flow skiller sig ofte ud i de fleste tracks.

Hvad inspirerer dig?
PORTOO: Jeg vil ikke sige, at jeg bliver inspireret af nogen i den musikalske verden. For mig kræver det den kreative skabelsesproces fra bunden, der driver mig.
At høre eller se en ny sang, for eksempel på Instagram, TikTok eller YouTube, giver mig blod på tanden og holder mig motiveret.
Hvad er dine planer for 2025?
PORTOO: Mine planer for 2025 er at komme ude og optræde en masse. Jeg har været lidt “malplaceret på blokken” i noget tid, haha.
Derudover vil jeg bygge videre på det momentum, jeg har lige nu. Jeg planlægger at udgive flere singler, hvor Jeppe, min producer, har fået mig til at eksperimentere med nogle interessante retninger i min lyd. Jeg vil også være mere åben overfor features og samarbejder.
Kan du løfte sløret for kommende projekter?
PORTOO: D. 31. januar udkommer min nye single “Guns In The Air”. På tracket gæster big bro HayeZ som min første feature, der bliver udgivet officielt.
Har du nogle yderligere tilføjelser?
PORTOO: Jeg vil gerne sige tusind tak for samtalen og håber, at 2025 bliver et mindeværdigt år – ikke kun for mig, men også for alle, der har mål og ambitioner for sig selv og for de, der støtter dem.
PEACE AND LOVE.
Tak til PORTOO for interview.
Hør hans musik her:
Af Kamilla Stenz.