AFFILIATED PRESENTS, PUMPEHUSET

Efter en udsolgt koncert sidste år prøvede holdet fra Affiliated kræfter med at afvikle et endnu større event, hvor de rykkede ind på scenen i Pumpehuset for at levere et showcase i form af syv minikoncerter. Aftenen blev hostet af Q.Marzi og publikum mødte talrigt op.
Affiliated er et independent label, som fokuserer på kunstnerisk frihed og favner diversitet i form af forskellige genrer, stilarter og sprog. Her repræsenteres upcoming-artister og producerer med en transparent tilgang til at skabe musik, hvor det er Affiliated som label, der har til opgave at guide og støtte til artisternes udvikling og ikke at gå på kompromis med deres egen proces i at skabe og udgive musik. Her er artisternes egne visioner fundamentalt og de har friheden til selv at udvælge samarbejder uden at være eksklusivt bundet til deres label.
I anledning af aftenens showcase var der blevet implementeret et liveband, som fyldte rummet med levende energi og favnede den brede vifte af artister, som aftenen bød på.
HAKAMI
Ballet blev åbnet af den alternative RnB artist, Hakami. Hakami introducerede os fra start til universet, der kredser omkring hans kommende EP “Lost At Sea”, hvor han, iklædt regntøj, startede sit act liggende i en gummibåd.
Hakami er en artist, som rummer mange forskellige kvaliteter i form af en veludviklet vokal samt evnen til at skabe et produkt, der ikke er hørt før. Han kommer vidt omkring i sit udtryk, men formår stadig at holde sin lyd på en sti, hvor man har følelsen af, at det er hans lyd. Det kom både fine og hårdtslående momenter frem i Hakamis act, som var et oplagt valg til at skyde aftenen i gang med.

RUNE KUDA
Rune Kuda var kompromisløs og indtog scenen helt ubesværet. Han havde medbragt scenetilbehør i form af tangenter, som reference til hans debutsingle “Klaver“, der blev knækket midt over under nummeret, hvilket på en eller anden facon blev et moment, der betegner Rune Kuda ret godt som artist. Hans udtryk er singulært men alligevel genkendeligt i et omfang, som giver følelsen af et unikum, der drager lytteren i hvilken som helst retning, han vælger.
FUNDI WAKE
Fundi Wake optrådte med et enormt energiniveau og skabte en god stemning, som fik hans act til at virke legende let for ham. Fundi Wake rapper hen over melodier og har evnen til at fange hele sit publikum, hvilket vi eksempelvis oplevede under tracket “That’s That“, hvor hele salen sang med på omkvædet. Fundi Wakes til dels flabede personlighed skinnede igennem, hvilket gav publikum mulighed for at få et indtryk af, hvilken artist han er. Gennemgående var hans show fyldt med god energi og med et stabilt scenetække fra den unge rapper.
ELIAS NJOVU
Tempoet blev sat lidt ned, da Elias Njovu indtog scenen. Efter flere års intenst forløb som producer har Elias Njovu taget skridtet videre ved at sætte sig selv i spotlightet og stå i front på scenen. Med sin fine vokal tog Elias Njovu sit publikum med på en emotionel rejse, hvor hans følsomme og melankolse lyd kom i spil. Under hans sæt præsenterede han et nummer, der var dedikeret til sin mor, som blev hevet med op på scenen under denne rørende hyldest. Elias Njovu havde evnen til at få tiden til at stå stille og fastlåse sit publikum fra ende til anden.

JU KAIA
Radioaktuelle Ju Kaia gæstede Affiliated Presents og indtog scenen i selskab med sit eget liveband. Ju Kaias lydunivers er spredt ud over soul, jazz, RnB og med elementer fra hiphop, hvilket faldt godt i tråd med hele konceptet bygget omkring aftenens arrangement. På trods af tekniske udfordringer formåede Ju Kaia at holde gang i crowded og havde dem med, indtil teknikken var på plads igen. Med sig på sin setliste havde hun også medbragt nummeret “Crew“, som en hyldest til hele sit hold, der tydeligt var af kæmpe betydning for sangerinden.
TARICK
Tarick skød en fest i gang med sine rytmiske afrobeats, som også indeholder elementer af trap og RnB, hvilket giver musikken sit eget udtryk. Tarick medbragte han dansevenlige tracks, som smittede af på publikum og satte gang i et samspil i form af en kæmpe fest, hvor scenen rakte ud over hele crowded. Ud over rytmiske og melodiske beats, som Tarick desuden selv laver, har han også en betagende stemme, hvilket bliver fyldestgørende for hans artistiske udtryk.
MILEZ
Den unge britisk-italienske rapper, Milez, indtog scenen lige på og hårdt med hans genkendelige, hårdtslående lyd, som hører under kategorierne drill, italiensk hiphop og UK trap. Milez optrådte både på engelsk og italiensk, hvilket ikke var noget, der intimiderede publikum, tværtimod. Der kørte højt tempo med alt fra “Rimontada“, udpluk fra hans EP “Fratello” samt hans seneste single “Canada Goose“. Det var uundgåeligt for publikum at blive grebet af stemningen under hans act, hvor der også opstod moshpits, og han leverede i høj grad en tilfredsstillende præstation, som sidste single act på scenen.

Inden aftenen nåede sin ende, blev vi præsenteret for aftenens surprise act. Ingen andre end Manus Bell, Silhouette og Q.Marzi kunne indtage denne rolle og dele scenen med hinanden. Her kom de også omkring forskellige lyde og helt nye numre, som gav en god rød tråd til hele aftenen.
Som den sidste sløjfe på hele arrangementet samledes hele crewet på scenen i en collaboration, som markerede, hvad hele arrangementet havde drejet sig om, for det handlede aldrig om et simpelt koncertarrangement. Affiliated Presents var en hyldest mellem venner, arbejdspartnere og nye artister i industrien, som har ambitioner om at gøre tingene på deres egen måde og under egne præmisser. De artister vi oplevede under dette showcase, har formået at finde sig et hold, hvor de deler samme visioner og tilgange til deres kunstneriske frihed. Det hold kalder de Affiliated.
Alt i alt var aftenen fyldt med talentfulde artister i forskellige genrer, som havde publikum med sig hele showet igennem. Samspillet mellem artisterne og crowded skabte begejstring og fuld opmærksomhed på artisterne og deres forskellige kvaliteter.
Blandingen af artisternes brede vifte af genrer, scenetilbehør, korpiger, visuals og liveband havde en væsentlig betydning for den endelige oplevelse og var med til at fuldende det store showcase, det selvstændige label leverede.

Af Kamilla Stenz.