Elijah Kashmir er en fremtrædende artist på den danske queer musikscene og har blandt andet optrådt på både Pride og SPOT Festival. Elijah er blandt andet kendt for sine tracks “Badass Bitch” og “Dryp“. Jeg mødtes med Elijah på, med deres egne ord, en hidden gem inde i København for at tale om deres udvikling, både som menneske og som artist, samt de udfordringer der har været gennem deres opvækst og at bryde samfundets forventninger til, hvem man skal være og hvordan man skal udtrykke sig for at passe ind.

Vil du introducere dig selv?

Elijah Kashmir: Jeg hedder Elijah og mit kunstnernavn er også mit rigtige navn, Elijah Kashmir. Jeg er studerende, artist, DJ, sangskriver, baddie with a fatty og fisk i stjernetegn.

Hvordan begyndte du at lave musik?

Elijah Kashmir: Jeg har lavet musik, siden jeg gik i ungdomsskolen i syvende klasse. Her begyndte jeg med at skrive raptekster med venner, hvor vi udfordrede hinanden til at skrive de fedeste tekster. Det var en vennegruppe, hvor vi gradvist blev dybere involveret i hiphopkulturen. Det var også på det tidspunkt, at jeg blev fuldstændig forelsket i Nicki Minaj. Jeg var meget ung og jeg kan huske, at det var et frirum, hvor jeg kunne være mig selv uden at give en fuck. Dette univers var noget, jeg virkelig nød at befinde mig i, da resten af mit liv føltes meget begrænset, strengt og konservativt.
Min interesse for musikken udviklede sig i vennegruppen og jeg fortsatte med at skrive tekster. Med tiden tog tingene en vending i takt med, jeg fandt mig selv.

Jeg måtte flygte hjemmefra på grund af min queer identitet, hvilket satte alt på pause i flere år. Da jeg fandt fodfæste i København, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg havde energi og lyst til at fortsætte med at skrive. Selv efter at have opnået den frihed, jeg havde brug for, blev jeg stadig konfronteret af et samfund, der havde svært ved at acceptere min queer identitet. Så pludselig var det ikke kun en kamp mod mig selv og min familie, som jeg havde overstået, men det blev også en kamp mod resten af verden, som jeg skulle igennem alene. Det var virkelig udfordrende og jeg havde fået så meget shit alle vegne, havde jeg brug for at lave musik, som fik mig til at føle mig som the shit. Det var selverkendelsen af, at jeg var færdig med, at nogen skulle fortælle mig, hvordan jeg skal være, hvordan jeg ikke skal være og hvordan de forventer, jeg går klædt. Bottomline: Der er ikke nogen, der skal diktere, hvem jeg er.

Hvordan har processen været som artist indtil nu?

Elijah Kashmir: Jeg begyndte som en skrøbelig, usikker sjæl, men det er, så småt, ved at ændre sig, hvor jeg nu har langt mere viden end dengang om, hvordan tingene fungerer og hvad jeg kan forvente af mennesker. Der har været situationer, der ikke var acceptable og jeg har gennem erfaring lært, at jeg er nødt til at agere mere business-agtig og fastsætte grænser ved at håndtere alle de forskellige roller, der følger med at skabe musik selv. Nu har jeg bedre kontrol og det er virkelig tilfredsstillende at være kaptajn på skibet, da det i begyndelsen føltes som om, at andre spillede den rolle. Mange mennesker ønskede mig det bedste, men deres visioner kolliderede ofte med mine egne og det stod klart for mig, at jeg havde en anden retning, jeg ønskede at gå i. Den kommende tid er nu og det føles rigtigt, at jeg ikke kun skaber musik, der er opmuntrende og er unapolagetic, men også musik der berører mig dybt og har potentiale til at berøre andre. Så meget som jeg har en trang til at fejre mit liv og mine sejre på grund af alt det, jeg har gennemgået, er der mere dybde til mig som person og derfor også til den musik, jeg ønsker at skabe. Min historie er mere nuanceret end blot fejringerne og bagsiden af medaljen rummer en mørk og intimiderende side.

Nu har jeg muligheden for at formidle min historie på min måde, samtidig med at jeg bevarer mit eget kunstneriske udtryk. Tanken om at vise sårbarhed skræmmer mig meget, da det er det eneste, jeg foreviget har prøvet at beskytte fra omverdenen. På trods af hvor utroligt skræmmende det er, er jeg samtidig også klar til at erklære, at det her er mig og min historie.

Historien er klar til at blive fortalt, for jeg er klar over, at jeg ikke er den eneste med den oplevelse. Hvis jeg selv var 17 år gammel igen og lyttede til det, ville jeg føle en dyb taknemmelighed over ikke at være alene om det. Igennem hele processen med at udvikle mig til den person, jeg er i dag, var jeg ekstremt ensom. Det vil jeg lave om på.

Hvordan har det været at gå fra den lille skrøbelige sjæl i studiet til at tage ud og spille koncerter?

Elijah Kashmir: Jeg læste engang en artikel om, at nervøsitet faktisk udløser den samme reaktion i kroppen som spænding. Så jeg har formået at overbevise min lille hjerne om, at hver gang jeg føler mig nervøs, er det i virkeligheden en form for spænding. Derfor har jeg ærligt ikke oplevet følelsen af nervøsitet. Tror jeg. Selv på den dag hvor jeg skulle optræde på hovedscenen til Pride, var jeg bare fyldt med spænding. Det er en fantastisk mekanisme at have lært.

Forskellen mellem at optræde live og at være i studiet er enorm. Allerede fra første gang man står på scenen og får en reaktion fra publikum, som synger med, bliver følelsen overvældende. Den euforiske fornemmelse er enorm og det er simpelthen en så stor oplevelse, at der er mennesker, der ønsker at bruge deres tid på at lytte til min musik og deltage til koncerter. Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at folk viser interesse og anerkendelse. Det betyder utrolig meget for mig.

Hvilken gren, indenfor genren hiphop, føler du, du hører under?

Elijah Kashmir: Jeg har ikke nogen intention om at definere mit køn, min genre eller mit udtryk. Jeg skaber musikken, jeg har lyst til, fordi jeg synes, det er nice, uanset hvad det må være. Det kan virke som noget mærkeligt noget for nogle, men de har måske ikke helt grebet konceptet. For mig ser det ofte ud til, at folk ønsker, at jeg definerer noget, men det er ikke min intention. Jeg mener, der skal være plads til, at visse ting er udefinerbare og det er netop det, der gør det mere spændende for mig at lave musik.

Jeg har også nøje overvejet at skifte til at lave musik på engelsk. Jeg har taget beslutningen, fordi min skriveproces ændrer sig fuldstændig, når jeg skriver på engelsk og det føles langt mere naturligt for mig. Det har også stor betydning for mig, at queerpersoner fra Mellemøsten også får muligheden for at tage del i rejsen.

Hvorfor har du valgt at bruge dit eget navn som kunstnernavn?

Elijah Kashmir: I løbet af mit liv har jeg haft flere forskellige navne. Mit fødenavn, det navneskift jeg foretog mig som 18-årig, og det andet navneskift som 22-årig, hvor jeg valgte Elijah. Jeg har gennemgået så mange oplevelser og gennemgået så mange navne, at hvis jeg skulle skifte navn igen, ville det være superforvirrende for mig. Projektet er en manifestation af alt det, jeg har været igennem og den forvandling jeg ønsker at skabe i mig selv og for andre. Det føles blot mere autentisk, når det er mit eget navn, der bruges – på trods af de ulemper ved at bruge sit eget navn. Navnet giver mening for mig, da det repræsenterer mig som person og ikke bare en persona.

Har du noget nyt på vej?

Elijah Kashmir: Jeg har brugt et år på at arbejde på min EP og har valgt at ændre kurs en smule fra tidligere, netop fordi jeg nu har mere kontrol. Jeg fortsætter med at samarbejde med nogle af de samme mennesker som før, men jeg er meget bevidst om, hvordan jeg ønsker, at universet skal forme sig – hvordan det skal lyde, føles og udtrykkes. Jeg har selv haft roret i processen og det er noget, jeg er dybt stolt af. Hele min EP er på engelsk og jeg er meget spændt på modtagelsen af den til september.

Tak til Elijah Kashmir for interview.

Fotos af Jasko Bobar.

Af Kamilla Stenz.