Et sted på Amager holder en gruppe rappere til i en bunker, som de har lavet til et studie. “Unge Drenge, Gammel Skole” er navnet på det album, 19-årige Flammen for nylig har udgivet sammen med 17-årige Ung Carlo. Her går de unge mænd i dybden omkring, hvordan det er at indtage det oldschool hiphopmiljø som værende fra en ny generation. Flammen har både erfaring med udgivelse af musik samt at være en væsentlig del af den danske freestylescene. Jeg har været i København for at tale med Flammen om sin vej ind i freestylemiljøet og hvordan hans rejse som rapper begyndte.

Vil du præsentere dig selv?

Flammen: Jeg hedder Flammen, jeg er 19 år gammel. Jeg laver noget rap og så er jeg ved at blive student.

Hvornår er du startet med at lave musik?

Flammen: Mit første minde med hiphop var da min mormor hentede mig fra 0. klasse, hvor jeg har været seks år gammel og jeg kan huske, jeg satte mig ind i bilen, hvor hun hørte “In Da Club” med 50 Cent. Der blev jeg forelsket i hiphop. Mine forældre har også præsenteret mig for Østkyst Hustlers og sådan noget. Så jeg har rappet så længe, jeg kan huske. Det tog rigtigt fart, da jeg var i USA på udveksling. Det var meget en ting med at køre rundt i bilerne og freestyle imens. Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, jeg var meget bedre til at rappe på dansk og så begyndte jeg at battle.
Jeg mødte Ung Carlo til et battle-event for lidt over et år siden, hvor jeg kunne høre, han havde meget at byde på, men at han ikke helt var der endnu freestyle-mæssigt. Jeg tog ham under min vinge og rappede med ham hver dag hele sommeren. Vi begyndte at battle sammen og lave tracks sammen.

Hvordan kom du ind i freestyle-rap?

Flammen: YouTuberen Johnny Gade, som jeg tror, de fleste kender, lagde en video op, samtidig med jeg freestylede med mine venner i USA, der hed “Min fortid som battlerapper”. I videoen viser han klip fra fight night, imens han fortæller om hele sin rejse. Da jeg så den video, tænkte jeg, at det er dét der, jeg skal. Videoen slutter med, at han fortæller, fight night ikke findes længere.
Da jeg kom hjem til Danmark og freestylede for mig selv, kom der en reklame op på min Facebook, hvor der stod “DM i freestyle audition”. Jeg så, det var om to dage og skrev til dem for at spørge, om jeg stadig kunne nå at tilmelde mig og det kunne jeg heldigvis godt. Jeg stillede op, gjorde det fint nok, vandt ikke min første battle, men den var god. Jeg fik nok point til at kvalificere mig til top 16. Senere blev det til en turnering, hvor de bedste kvalificerede sig til DM. I turneringen røg jeg ud i første runde, men der var nogen, der så, jeg havde potentiale, som jeg snakkede lidt med.
Så gik der otte måneder, jeg rappede stadig rigtigt meget på det tidspunkt, og jeg havde der min første skrevne battle. Det var det første store event efter corona, hvor folk var totalt på, så eventet lukkede og som når de fleste andre hiphop events lukker, blev det til en cypher lige ude på den anden side af døren til spillestedet, hvor der stod mange rappere, der ikke har rappet i al den tid, der var corona, og battlede med hinanden. Folk kunne se, jeg havde øvet mig fra auditionen og jeg havde fået rødt hår, så folk kunne også kende mig. Så blev jeg bare stille og roligt inkorporeret i, hvad der dengang hed Plothullet og nu hedder On The Spot crew.

Hvordan skiller freestylemiljøet sig ud i forhold til rapscenen generelt?

Flammen: Freestylerappere, inklusivt mig selv, er en flok ordnørder, så de fleste mennesker i freestylerap er ikke lige så hiphop som den gennemsnitlige rapper og derfor kan der også blive kastet noget shade. Det er ikke alle, der synes, freestyle er fedt, for nogle mener, det er for gøglet og nogle mener, at nogle af os flower dårligt. Jeg synes, man skal tage højde for, at noget er improviseret og at det kan tage lidt af kvaliteten af. Men jeg elsker freestylemiljøet og jeg føler, alle er velkomne i hele battlemiljøet. Det man også skal huske er, at man kun er uvenner, når uret tikker oppe på scenen og der er et emne. Der er selvfølgelig også nogen, der har beef, men jeg vil sige, det er et godt miljø.

Hvilke grene vil du sige, du hører ind under i hiphopgenren?

Flammen: Jeg har i et år eller to været i gang med en plade, der hedder “Genretræk”, og formålet med den plade er, at vise jeg kan finde ud af at rappe på alle beats men stadig bevare den lyriske kvalitet, som er det, der gjorde mig forelsket i battlerap og oldschool rap, men man bliver også nødt til at acceptere, at det er svært at lave et hit, de spiller i hele landet på alle klubberne, på et oldschool beat. Det er selvfølgelig ikke umuligt, men derfor prøver jeg at bevæge mig over i mange forskellige subgenrer indenfor hiphop. Det er derfor, der på “Genretræk” skal være 12 numre med hver sin subgenre, som alle har det tilfælles, at det er lyrisk rap.

Hvorfor er dit kunstnernavn Flammen?

Flammen: Da jeg var yngre, i min tid i USA, lavede jeg SoundCloud rap under navnet Lil Fuego og Fuego er spansk for ild. Da jeg netop meldte mig til DM i freestyle, havde jeg to dage til at finde på et kunstnernavn og endte bare med, jeg ville oversætte det. Jeg syntes ikke, ild var så fedt, men det gjorde flamme, så det var det, jeg ville køre med. Senere hen fik jeg en kæreste, der gik meget op i stjernetegn og lavede mit birth chart wheel og konkluderede, at jeg i nærmest alle planeter var det, der hedder fire sign, så det har åbenbart ligget i kortene.

Hvad har du af planer lige nu?

Flammen: Der er meget at løfte sløret for. Der er en samlet udgivelse, der hedder “Bunkerbars”, der forhåbentlig kommer ud i august. Mig og Wilhook er i gang med en EP, der hedder “Brændende Kærlighed”, der udkommer engang i efteråret. Der er mange af sangene, der er klar, men folk vil gerne feste og have det fedt nu, så vi skal ikke komme med deprimeret, ulykkelig kærlighedshistorier og skubbe ned over folk, der bare gerne vil have det fedt og nyde det gode vejr. Vi har også “Dufter”, der kommer ud til august. Så sammen med “Mixede Signaler” har vi to sommernumre, der kommer, ud inden den går helt i brændende kærlighed.

Hvad er dine mål og drømme?

Flammen: Det vigtigste for mig er, at jeg kan komme til at leve af det en dag. Hvis det så betyder, at jeg skal spise pasta med ketchup og havregryn hver dag, så gør jeg det. Hvis min levevej udelukkende kan være raprelateret, så er jeg glad. Jeg arbejder for eksempel hos rapolitics, hvor vi blandt andet laver foredrag. Det er en hård branche og man kan ikke rigtigt have nogen forventninger, man kan kun have drømme.

Tak til Flammen for interview.

Af Kamilla Stenz.