NARIUS

Narius er en del af et kollektiv, hvor han sammen med BTB har holdt til i en bunker på Østerbro. Narius kommer fra en baggrund, hvor han fra barnsben har spillet trommer og lyttet til heavy metal. Selv har han valgt at gå en alternativ vej med sit eget præg på den danske undergrundsscene i en blanding af rap, pop og rock. Dagen efter hans optræden til Distortion var jeg på en køretur i Københavns gader sammen med ham, hvor vi talte om, hvad der inspirerer ham i sin kreative udfoldelse og hvilke fremtidsdrømme han har indenfor musikken.
Vil du præsentere dig selv?
Narius: Jeg hedder Marius, jeg er 24 år og jeg laver musik under navnet Narius. Jeg er primært vokalist, nogle siger rapper. Jeg vil sige, jeg synger, jeg er ihvertfald gladere, når jeg synger. De andre gode venner fra BTB crewet vil gerne have, jeg rapper noget mere, men jeg kan bedre lide at synge. Jeg laver musik sammen med gutterne nede i bunkeren.
Hvornår begyndte du på det?
Narius: Vi lavede vores første sang, ikke med bunkerdrengene, men Zanderz og jeg. Vi lavede en sang for sjov i maj 2019 og så gik der et halvt år, hvor jeg foreslog Zanderz at begynde at lave noget rigtigt musik og det gjorde vi så. Idéen var seriøs, men det var dårligt. Produktionen var ikke dårlig, Zanderz er en af de dygtigste mennesker, jeg nogensinde har arbejdet sammen med, men det var den måde, det blev eksekveret. Jeg vidste ikke, hvordan man sang og da jeg startede med at lave musik, prøvede jeg at lave nogle beats, men blev frustreret over, at jeg ikke kunne få de idéer ned, jeg havde i hovedet, og få den lyd frem, jeg ønskede. Så fandt jeg ud af, at det var bedre, jeg bare sang det og jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg ikke kunne synge, men jeg nyder at synge. Jeg er der heller ikke endnu, men i forhold til hvordan jeg kunne performe for to-tre år siden, så er jeg blevet væsentligt bedre.
Hvordan vil du definere din genre?
Narius: Af en eller anden årsag ville jeg sige, at jeg låner af lidt punk, men det gør jeg ikke rigtigt. De kunstnere jeg er allermest inspireret af, er Post Malone og Lil Peep, jeg er også meget varm på The Weeknd, men mine beats er ikke så meget inspireret af ham. Jeg har en enkelt sang med Lapello, der hedder “Hun Ved Hvorfor“, som er meget inspireret af “Six Feet Under” med The Weeknd og Future. Jeg vil sige, min genre er alternativ pop. Hele min barndom har jeg hørt heavy metal og har altid sagt, det er noget af det sejeste, man kan lave. Der er mange, der spørger, hvorfor jeg ikke laver det, men her forleden lavede jeg noget, der minder om heavy metal. Jeg laver alternativ pop med lidt rock-inspireret råberi indimellem.
Hvorfor begyndte du at lave musik?
Narius: Jeg kan huske, da jeg gik i gymnasiet, at det overhovedet ikke var noget, jeg havde overvejet. Jeg var glad for musik og har altid valgt musik, når der var valgfag og jeg spillede også trommer som barn, men jeg forventede lidt, at jeg en dag ville vågne op og så ville der stå på væggen, hvilken uddannelse jeg skulle tage, men det skete ikke. Så af en eller anden årsag var det eneste, som stadig prikkede i mit baghoved, at jeg gerne ville lave musik. Både i form af at lave musikken, få lov til at spille koncerter og lige så meget at lave et produkt, om det er en sang eller et album, er ligemeget, men at lave en enhed der kan leve for evigt. Når du har lavet sangen, kan du finde ud af, hvad stemningen er. Det kan være noget så simpelt som synæstesi, hvor man kan se farver i ting og det er noget, jeg nyder rigtigt meget.
Jeg kan godt lide alle de kreative aspekter. Noget af det jeg også synes, er det allermest blærede, er at lave musikvideoer. En musikvideo kan laves, hvor den intet har med sangen at gøre. Den sang jeg har, der hedder “Medium“, handler i mit hoved om at spille live, men i videoen står jeg med en Audi RS6 på et tag. Det var 100% min intention at gøre noget, jeg syntes var fire. Det er sjældent, jeg får spørgsmålet, hvad mine sange handler om. Jeg kan bedst lide, at folk ikke analyserer for meget på mine sange.

Du spillede til Distortion i går, hvordan var det?
Narius: Det var mega sejt. Det var en af vores sejeste koncerter i form af den setting, der var. Da vi så stod der, var der fucking mange mennesker, det var virkelig sygt. Det er også en ting, hvor der er nogle kreative elementer, der spiller sammen. At jeg fik lov til at spille “Medium”, som er en sang, der har en meget rå setting, passede godt ind på skatescenen.
Hvad har du af fremtidsplaner lige nu?
Narius: Mine eneste fremtidsplaner er at holde ved musikken. Jeg kunne i den grad godt lave mere musik men bare dét at holde ved det. Jeg arbejder ved siden af og så håber jeg på, at musikken skal blive til noget. Det er jo allerede noget, det skal man huske på, og livet har en underlig evne til at udvikle sig langsomt nok til, man ikke opdager det. Min drøm ville være at blive en stor musiker og jeg gad også godt at lave mere engelsk musik, men det skal komme naturligt. Jeg laver flere og flere engelske sange, men de er ikke helt på samme niveau som mine danske sange.
Har du nyt musik på vej?
Narius: Lapello og jeg har planer om en EP, hvor vi vil udgive en sang, jeg har kaldt for “Mela”, som er forkortelsen af melatonin. Vil vi lave en EP med fire-fem sange, men vi har snakket om det længe og det er ikke noget, der er nået længere end oppe i hovedet på os. Der er færdige sange, men mit største issue er YouTube beats, som flere af sangene er lavet på. Jeg har det bedst med at få en af mine brødre, som begge laver beats, eller Zanderz til at re-create beatet, så vi kan give vores eget twist på det.
Jeg går også med nogle tanker om at begynde at udgive noget engelsk, når jeg synes, det er godt nok.
Tak til Narius for interview.
Af Kamilla Stenz.