UNG CARLO

17-årige Ung Carlo er en af de yngre artister, du finder på den danske hiphopscene, som holder til i en føromtalt bunker, blandt andre sammen med Flammen. Til trods for hans unge alder er det ikke et indtryk af få års erfaring, man oplever, når man lytter til den talentfulde artist og hans udgivelser. Ung Carlo har debuteret som freestylerapper og med udgivelser som albummet “Unge Drenge, Gammel Skole” lavet i samarbejde med Flammen. Jeg har været i København for at tale med den unge rapper om hans vej ind i hiphopmiljøet og hvordan hans rejse har været indtil nu.
Vil du præsentere dig selv?
Ung Carlo: Jeg hedder Ung Carlo, jeg er 17 år gammel og fra Nørrebro. Jeg er blevet smidt ud af min efterskole, så jeg laver bare musik lige nu.
Hvornår er du startet med at lave musik?
Ung Carlo: Jeg rappede for min far, som også laver musik, da jeg var omkring 11 år gammel og så sagde han til mig, det ikke lød så godt, fordi min stemme var for lys. Han sagde, jeg skulle prøve, når jeg blev lidt ældre og så spurgte jeg, hvor gammel jeg skulle være, fordi jeg bare var en 11-årig dreng, der gerne ville rappe og han sagde, jeg skulle prøve, når jeg var 13-14 år. Jeg startede, så snart jeg blev 13 og så blev jeg bare ved, indtil min far syntes, det var sygt og så syntes mine venner også, det var fedt. Da jeg mødte Flammen, tog jeg det meget mere seriøst, hvor det før bare var for sjov. Jeg mødte ham for lidt over et år siden, da jeg var 16 og der er sket så meget siden.
Hvordan kom du ind i freestyle-rap?
Ung Carlo: Min papbror freestylede og jeg syntes, det var sygt, så jeg ville også selv gøre det. Jeg havde ikke gjort det så meget, men stillede op til freestyle-battle, fordi jeg fik muligheden og det var også til min første freestyle-battle, jeg mødte Flammen. Efter det blev jeg ti gange bedre til freestyle henover sommeren, hvor vi øvede næsten hver eneste dag. Det var så hyggeligt og jeg tror, grunden til jeg virkelig godt kunne lide at freestyle, var at folk mødes for at rappe og det havde jeg ikke prøvet før, da jeg lavede tracks før det og bare var vant til, det kun var mig, der stod og gjorde det. Pludseligt var der andet, man også kunne gøre med det og et fællesskab, hvor man bare kunne sidde med en højttaler og der ville komme en masse forskellige mennesker, der begyndte at rappe, som man efterhånden lærte at kende.

Foto af Illegal.
Hvad er dine planer lige nu?
Ung Carlo: Mig og Wilhook er i gang med et par tracks, vi er næsten i gang med et album. Jeg har et par singles, der snart kommer ud, men det er ikke helt færdigt endnu.
Hvilke grene af hiphopgenren føler du, du hører ind under?
Ung Carlo: Det er meget forskelligt, hvad jeg har lyst til at lave. For det meste er det helt klart klassisk hiphop, men jeg kan også godt lide drum n bass. Det er altid rap, men en masse forskellige former for det.
Hvor meget har du været ude og spille shows?
Ung Carlo: Vi har spillet seks-syv koncerter, plus de koncerter vi har gæstet. Det er ikke så længe siden, vi begyndte at spille koncerter, så det er ret mange på ret kort tid og lige efter hinanden. Flammen har en mission om, at vi også skal freestyle til alle vores koncerter, så det er bragt ind i vores shows. Folk vågner altid op, når man rapper om noget, der sker lige nu og så fanger man dem, inden man spiller videre.
Hvad er dine drømme og mål?
Ung Carlo: Jeg vil gerne leve af at lave musik. Spørgsmålet er jo, hvad man kan forvente, for det er en hård branche, men man skal også følge sine drømme. Jeg føler, det hele er en lang plan, som udspiller sig langsomt og så går du mod dit mål, men det tager også tid.
Tak til Ung Carlo for interview.
Af Kamilla Stenz.