Der er begyndt at strømme flere kvinder til hiphopscenen, og hiphop i Danmark er ingen undtagelse. Et af de større talenter er den rapkæftede aarhusianer, Goldie 6is, som på ingen tid allerede har indhentet optrædener på større venues og på Roskilde Festival.

I dag dropper Goldie 6is’ seneste udgivelse “For Evigt” sammen med Vinnie, hvor hun viser sig fra en helt ny side og demonstrerer, hvordan hun ikke kun mestrer rappens kunst – hun kan også synge.

Vi havde for nogle uger tilbage fornøjelsen af at mødes med Goldie 6is og tage en lille snak om hvordan hendes proces fra at stå bag mediet “The Plug” til at udfolde sig som den artist, hun er i dag, har været for hende.
Mød Goldie her:

Vil du præsentere dig selv?

Goldie: Jeg hedder Goldie 6is, what’s up.

Hvorfor hedder du “Goldie 6is”?

Goldie: 6is er fordi, at dengang jeg skulle oprette min Instagram, kunne jeg ikke hedde Goldie med ét i. Det var dengang, A$AP Rockys “Goldie” lige var kommet ud, jeg syntes, det var fedt det der med at bytte rundt på to bogstaver i mit rigtige navn, Glodie. Og så hang 6is med der, fordi jeg hedder Goldie med seks i’er på Instagram.

Hvis man er hardcore indenfor hele det her undergrunds-hiphopmiljø, så ved man, du har været en karakter i ret mange år. Hvordan er din proces foregået?

Goldie: Jeg har været en insta-thot back in the days, jeg elskede at poste billede af mig selv halfnaked, du ved. You have to show this body off. Det startede jeg med, men jeg manglede noget, jeg følte en tomhed ved at blive ved med at poste ting, bare for at poste og så bare få likes og sådan. Det var det eneste, der skete. Det var bare ikke nok, jeg ville gerne være anerkendt for noget. Jeg ville gerne lave et eller andet. Så jeg lavede The Plug, som er lidt ligesom det, du laver, sådan noget musik-medie.
Efter det begyndte jeg at DJ. Jeg har altid gerne villet lave noget indenfor musik, jeg har bare ikke vidst, hvad det skulle være. Men jeg følte mig stadig tom. Jeg er typen, der skal opleves, jeg kan ikke bare stå bag en pult og tie stille.
Jeg har altid rappet, når jeg har været fuld og skæv, og jeg havde en veninde, Daniella, der sagde, jeg skulle tage mig sammen og gå i gang med det for real. Så lagde jeg en freestyle op og blev kontaktet af Pato, og så fløj det bare afsted. Nu sidder vi her to år efter.

Og så spillede du lige pludseligt på Roskilde.

Goldie: Ja jeg spillede på Roskilde, det var mit nummer to liveshow. Mit første show var på Loppen, Christiania. Så det var rimelig vildt.

Hvordan har du det med at være under management, men ikke under et pladeselskab?

Goldie: Jeg har det rigtig godt uden. Jeg er glad for at være hos Black Cheese. Jeg kan være med i processen, gøre hvad jeg har lyst til, jeg kan sige hvad jeg har lyst til. Hvis det er et nej, så er det et nej. Der er ingen, der holder mig på en kontrakt. Jeg vil gerne eje mit eget lort en dag, for jeg ved, jeg kommer til at lave hits en dag. Uanset om jeg bliver signed eller ej, så skal jeg nok sørge for at komme på en kontrakt, hvor der står nogle gode ting for mig, for ellers gør jeg det ikke. Alt har sin tid. Man må vente, arbejde og være tålmodig, så kommer det til dig.

Hvilke projekter har du i gang lige nu?

Goldie: Jeg har en ny sang, der dropper i april. Jeg har to EP’er på vej, en til maj og en til efteråret. Jeg har sygt travlt, jeg kan godt lide at holde mig i gang. Jeg har altid drømt om at have travlt med musik, så jeg synes, det er fedt.

Tak til Goldie 6is for interview. Hør “For Evigt” her:

Af Kamilla Stenz.

Share: