I starten af året kom han ud af ingenting med sit track “Jumanji“, der på nuværende tidspunkt har over 180.000 afspilninger på Spotify samt 130.000+ afspilninger på YouTube. Hunchoo har ramt en lyd, som er svær at genkende i det danske rapmiljø, hvilket nok også er årsagen til hans tidlige succes. Vi har taget en snak med ham, omkring hvordan det hele startede og hvad vi kan forvente fremover.
Mød Hunchoo:

Hunchoo – Jumanji
Video af Alexander Buch
Vil du introducere dig selv?

Hunchoo: Mit navn er Khalid, jeg er 19 år gammel og bor i Holstebro. Til dagligt studerer jeg på handelsgymnasiet.

Hvor længe har du lavet musik?

Hunchoo: I cirka seks måneder.

Hvordan begyndte du med at lave musik?

Hunchoo: Jeg har altid gået og sunget for mig selv. Så prøvede jeg i et studie, det lød ikke så godt i starten, men det blev bare bedre og bedre med tiden. Så udgav jeg den første sang, “Asa“, og tænkte “Okay, jeg kan godt lave noget”, og så udkom “Jumanji” lige efter. “Asa” var den første sang, hvor jeg lige skulle finde ud af, at jeg godt kunne lave musik. Så prøvede jeg igen og det resulterede i “Jumanji”. Så har jeg bare kørt den derfra.

Jumanji” havde jo kæmpe succes. Kom det bag på dig?

Hunchoo: Jeg havde slet ikke regnet med det. Jeg ved ikke engang hvor mange streams, den er på nu. Jeg havde ihvertfald ikke regnet med det.

Hvordan har du formået at skabe sådan et professionelt startprodukt som “Jumanji”?

Hunchoo: Det startede nok med, at jeg var i studiet et par gange, hvor jeg lavede nogle sange. Til sidst endte det bare med et godt produkt. Vi fik et rigtig godt studie. Jeg havde jo lavet en sang før “Jumanji”, “Asa”, hvor der ikke var lige så god lydkvalitet og det hele. Så fik vi det fikset og begyndte på “Jumanji”.

Hvem er det du arbejder med?

Hunchoo: Airdrop Music. Det er et hold her i Holstebro.

Har du været ude og spille liveshows endnu?

Hunchoo: Ja, to steder faktisk. Til sådan nogle ungdomsarrangementer. Der var sådan et arrangement, Bronxparty, Holstebro holdt for første gang, der var jeg også med til at spille sammen med Jesu Brødre.

Vil du gerne i fremtiden blive signed med et større label?

Hunchoo: Lige nu tænker jeg faktisk ikke så meget på det. Men hvis det kommer, så ser vi på det. Jeg er åben for det.

Hvad har du så af planer på nuværende tidspunkt?

Hunchoo: Lige nu laver jeg bare en masse sange. Der er en måneds pause på grund af Ramadan. Men efter det begynder jeg at tænke på, hvornår jeg skal udgive noget igen. På længere sigt vil jeg gerne lave et album. Det kræver også hårdt arbejde.

Vil du fortælle lidt om La Famili?

Hunchoo: Vi er tre artister og tre mænd ved siden af, som en gruppe. Lidt ligesom B.O.C. for eksempel. Vi er alle her fra Holstebro. Vi arbejder alle på at lave musik og vi optrådte også sammen til Bronxparty. Man ved aldrig om vi kunne få lavet et album sammen.

Har du noget at tilføje her til sidst, som er, vigtigt folk får at vide?

Hunchoo: At jeg kommer med en helt anden stil. Det er meget blandet sprog og en helt anden vibe, end hvad vi i forvejen har i Danmark.

Tak til Hunchoo for interview.

Af Kamilla Stenz.

Share: