Mont Ciga

Vi tog ned på Godsbanen i Aarhus for at besøge Mont Ciga i deres studie.
Mont Ciga har netop udgivet deres femte single, men de har over en længere periode allerede spillet en håndfuld liveshows, på trods af deres få udgivelser. I anledning af deres udgivelse af deres nye track “Used” tog vi en snak om, hvordan musikken opstår hos dem og hvad der er vigtigt for dem, ved at skabe musik.
Mød Mont Ciga:
Vil I præsentere jer selv?
Magnus: Vi er Mont Ciga, Bernhard og Magnus.
Hvor kender I hinanden fra?
Bernhard: Fra Skanderborg Gymnasium. Der har vi gået tre år sammen.
Magnus: Vi kendte ikke hinanden, men Bernhard sang Phil Collins til en skolemusical. Jeg begyndte at lave musik, da jeg startede på mit sabbatår, hvor jeg prøvede selv at indspille. Det lød mega nederen, når jeg selv skulle synge, så jeg kom i tanke om, klokken 1 en eller anden nat, at ham der Bernhard kunne synge. Så jeg ringede til ham, han var mega fuld, men ville rigtig gerne synge på mine numre. Så mødtes vi og lavede “Tropisk Storm” som det første rigtige for os begge to.
Så hvor længe har I lavet musik sammen nu?
Bernhard: I to år. Det var i vinteren 2018, vi begyndte.
Magnus: Vi havde ikke rigtigt prøvet det før, nogle af os, så vi har bare hygget lidt med det og prøvet at finde ud af, hvad vi kan lave, når det bare er os. Vi har det virkelig sjovt med det.
Laver I alting selv?
Bernhard: Ja det er stort set bare os, der laver det hele. Vi har en fyr til at masterere det, men ellers sidder vi selv med det.
Magnus: Så tager tingene også lidt lang tid. Vi har udgivet fem tracks nu, men vi har lavet rigtigt meget, vi har spillet live. Men det er svært at indspille og mixe, når man ikke har et label bag sig med en dygtig mixer eller et stort studie og sådan.

Hvad holder jer tilbage fra at udgive nogle flere af de tracks, I har lavet?
Bernhard: Vi havde først ikke rigtigt optaget noget af det, vi har lavet. Vi har bare lavet nogle tracks og gjort dem klar til at blive spillet live. Det er først nu, vi er begyndt at indspille, men pusten ryger lidt af det, når man går et halvt år efter, nummeret er lavet, og skal til at indspille det. Så er det ikke så nyt og spændende mere.
Magnus: Jeg tror også, det er fordi, vi aldrig havde regnet med, at skulle ud og spille live, men så var der pludseligt mange sjove jobs. Så blev det et stort projekt lige pludseligt.
Det er lidt atypisk at starte med at blive tilbudt spillejobs, før man udgiver en masse musik. Hvordan er det sket?
Bernhard: Der var en, der skrev til os, som havde set vores musik på Karriere Kanonen.
Magnus: Der havde vi kun tre sange, men så var det jo en god måde at få lavet seks sange på. Vi var nødt til at have noget mere materiale, så det lavede vi. Efter det har vi egentlig bare spillet meget, og først nu kommet i gang med at indspille igen. Men det er også hårdt, når der er en standard i branchen, i forhold til kvalitet og lyd, som er svær at leve op til, når man laver det selv. Det er jo bare sådan, det er. Nogle gange føler man, at man bare lige mangler det sidste skud. Men det kan godt være, man bare skal være ligeglad med det.
Hvordan har det været for jer at være ude at spille så mange liveshows, når I ikke har udgivet mere?
Bernhard: De første koncerter var ret nervepirrende. Men jeg synes, man kommer hurtigt efter det.
Magnus: Det betyder jo mega meget for os, så det er specielt at få lov til at komme ud og spille. Der får man at mærke, at det man har lavet, betyder noget for en. Vi har også været heldige med at have en masse gode venner, for der kommer altid rigtig mange af dem også.
I har lige udgivet et nyt track. Vil I fortælle lidt om hvordan det er opstået?
Magnus: Vores nye track hedder “Used“. Det er blevet til, lidt på samme måde, som vores andre numre. Det kommer indefra. Det er sjovt, at pakke tingene ind i noget engelsk. Hvor det lyder af noget, men betyder noget andet. Vi besluttede os for at lave en sang om et eller andet lavpraktisk, og så valgte vi cigaretter.
Bernhard: Så er det jo op til en selv, om cigaretterne er et synonym for noget andet.
Magnus: Det handler ikke om en bestemt ting, det kan være noget alle relaterer til. Og så er der lidt en kontrast, for teksten er jo lidt sørgelig, men det er et afrobeat, så den har lidt sommer-vibes.
Hovedpersonen i sangen konkluderer, at han skal lægge hjernen lidt væk fra den der afhængighed. Men han har også lidt brug for den, så det kommer ikke til at ske. Han synger jo “I know it’s a short-sided vision, but I’ll be back in an instance.”

Hvad vil I gerne opnå med at lave musik?
Bernhard: Jeg tror, at mantraet før i tiden har været meget, at vi bare har prøvet at lave noget, og så ser vi, hvad der sker. Men nu er folk begyndt at kunne lide det, også folk vi ikke kender, så man har også fået en forhåbning om, at det kunne blive til noget, der er lidt større.
Magnus: Jeg vil gerne generelt bare kunne producere musik, og det vil jeg også gerne blive ved med.
Hvilken genre vil I definere, jeres musik hører ind under?
Bernhard: Jeg synes, vi laver noget forskelligt fra gang til gang. Når folk spørger, plejer jeg at sige, at vi laver pop. Pop er en bred genre, så det er nok det, vi laver. Vi har også snakket lidt om, det er lidt R&B.
Hvilke planer har I for fremtiden?
Bernhard: Vi har jo egentlig sangene til at kunne lave en EP. Vi har også lidt en plan om at lave en engelsk EP med fire sange på.
Magnus: Vi føler også, det hele tiden bliver bedre og bedre, det vi laver, og man vil jo gerne samle det bedste, man har lavet. Men det kan jo også blive farligt at tænke sådan, for man bestemmer jo ikke selv, hvad musik gør ved folk.
Vi kan nok også tease lidt, at vi arbejder på et dansk projekt.
Tak til Mont Ciga for interview.
Af Kamilla Stenz.