Rasulini – Kom Og Dans

Der er amoriner i luften, og RASULINI har i den anledning skrevet en kærlighedsbanger fyldt med valentins-humør, som han håber smitter af på folk. Vi har taget en snak med ham om, hvilke tanker man gør sig om sin musik som upcoming kunstner, og hvordan det som rapper er at bevæge sig væk fra de hårde beats til de mere bløde rytmer.
Din nye single “Kom Og Dans” er ude i dag – hvad handler den om?
RASULINI: Jo, altså… Det er jo en kærlighedssang. En valentinssang, om man vil, så det er nok en lidt mere fløde/love-song, end hvad jeg normalt laver af musik. “Kom Og Dans” er egentlig et nummer, jeg har skrevet til min kæreste, som jeg faktisk fandt sammen med på valentinsdag for to år siden. Nummeret handler om en dreng, der jagter en pige, som er usikker på om han er god nok. Jeg synger f.eks: ”Vi er inde i Privaten, hun vælter det rundt/Alle de flasker jeg købte, det gjorde ondt i min pung”, som lidt afspejler nogle af de mindre kloge ting, jeg gjorde, for at prøve at imponere hende, men som egentlig ikke rigtig virkede.
Jeg prøver at tage folk med på den rejse, som jeg selv var igennem, da jeg prøvede at vinde min kærestes hjerte, og hvad vi skulle igennem sammen for at være der, hvor vi er nu.
“Kom Og Dans” har du lavet i samarbejde med produceren Luisangel – hvordan foregik den proces?
RASULINI: Jamen, altså. Mig og Luis har arbejdet sammen i snart halvandet år, hvor vi har lavet en masse forskellige tracks i trap, reggeaton og afro-genren. Med det her nummer er vi helt uvant gået mere pop-vejen. Det er som om at pop vokser på os, og vi har fundet ud af, at vi også er gode i genren. Naturligt er jeg egentlig en ret aggressiv rapper med hårde punchlines og med et hurtigt beat. Luis er det modsatte. Han kan godt lide lange og melodiske sætninger, hvor man trækker ordene helt ud. Det her nummer har været en sammensmeltning af det, og jeg har lært rigtig meget af, at Luis lidt tvinger mig til at ”synge” mere på mine vers, fremfor at jeg bare kører den hårde og hurtige stil.

“Kom Og Dans” skiller sig som sagt ud i forhold til dine tidligere numre – er der en bestemt målgruppe, du prøver at ramme?
RASULINI: Jamen, jeg kan se på min Spotify Artist, at 83% af min audiens er mænd. Så nu prøver jeg at ramme pigerne engang. Jeg kan se, når jeg spiller demoer til mine venner og til fester, at et pop-nummer er lidt mere interessant for de kvindelige lyttere i forhold til noget af det andet, som jeg har lavet, hvor mine numre måske godt kan blive lidt for hårde. Måske de ikke rigtig kan relatere til dem på samme måde, som jeg håber de kan relatere til dette nummer.
Når det så er sagt, så synes jeg også, at det er svært at vide præcis hvilken vej, jeg skal gå. Hvad er min stil, og hvem er jeg overhovedet som artist? Jeg tror det er en rejse. Det er en proces som artist at finde sig selv. Jeg har langt fra fundet mig selv endnu, men vi bevæger os bare lidt rundt lige nu.
Har du nogle artister i tankerne, som du ønsker at arbejde sammen med i fremtiden?
RASULINI: Altså… Realistisk set, så føler jeg, at jeg er begyndt at få et ret godt netværk her i Odense. Jeg arbejder allerede sammen med en del af dem, der rapper i området. Sankt Thomas kunne jeg rigtig godt tænke mig at få lukket et track med. Vi har rigtig mange åbne tracks, som bare ikke er helt gode nok endnu, men jeg tror også bare, at det er fordi, at vi er så forskellige i vores stil. Så han er i hvert fald én af dem. Så ser jeg også mange rappere fra Jylland, som jeg synes er rigtig dygtige. Også i København. Der er ingen specifikke lige nu, men jeg går meget op i, at mine samarbejder lige pt. skal være andre artister fra undergrunden, da jeg synes vi skal hjælpe med at løfte hinanden. Ingen af de store. De kan spørge mig, haha.
Kan du løfte sløret for hvordan den nærmeste fremtid ser ud for Rasulini?
RASULINI: Den ser lys ud. I 2021, hvor jeg startede, der udgav jeg to numre. “Kom Og Dans” er mit første nummer i 2022 og der kommer i hvert fald fem numre mere, og så kan ifølge mig på instagram under @rasulinimusic, hvor jeg altid holder folk opdateret med, hvad jeg går og laver.
Vi siger tak til RASULINI for interview.
Af Sara Wulff