TOMMY er en energisk pop og R&B artist. Han er vokset op på Amager med musikalitet flydende i  årene siden han var lille, og leverer derfor altid en stærk og selvsikker vokal på sine tracks. TOMMY har i starten af sin karriere lavet sin egen musik hjemme i sin lejlighed på Amager, og været en del af et mindre globalt kollektiv, hvor han nu arbejder med forskellige danske producere, og er klar til at udgive sin kommende singler.
Mød TOMMY her:

Vil du introducere dig selv?

TOMMY: Mit navn er TOMMY og jeg er fra København. Jeg er sanger og laver pop og R&B.

Hvornår og hvorfor startede du med at lave musik?

TOMMY: Jeg har lavet musik i mange år. Jeg startede helt tilbage på efterskolen med at synge og optræde, og sådan. Så er det bare kørt løbende. Jeg optrådte i band på gymnasiet også.
Da jeg blev lidt ældre lavede en ven og jeg et online musikkollektiv, med to producere fra England og en rapper fra Chicago, hvor vi sendte ting til hinanden. Det hele kunne foregå online. Efter det begyndte jeg at lave musik på dansk, jeg ville gerne skrive på dansk.

Hvad står du så med lige nu?

TOMMY: Jeg har en pladekontrakt hos Playground Music nu og udgiver ved dem. Der har været god stemning for et samarbejde med dem. De har udgivet mine seneste tre singler.

Du har næsten lige udgivet en single. Hvordan er den opstået?

TOMMY:Allerede Fan” har jeg skrevet sammen med David Dieu, som også laver en masse forskellige ting, med nogle fede artister. Vi skrev den faktisk sammen som en duet, men droppede det, og så blev det min single i stedet. Jeg kan virkelig godt lide den R&B stemning der er i den. Jeg kan få lov at vise, hvad jeg kan med min stemme.
Konceptet bag sangen handler jo om, at blive trukket ind i det der, man synes er spændende, når nogen man ikke kender, kan lide en, for den musik man laver. Men igen, er det på det rigtige grundlag? Det er det, sangen spiller på.
Jeg er jo ikke engang kendt, eller har “made it”, men har alligevel prøvet, at folk skriver til mig i min DM eller siger hej på klubben, uden jeg kender dem.  Det er jo vildt sjovt at prøve, men tænk, hvis det skete hele tiden eller hvis man var super kendt. Hvordan ved man så, om en pige synes man er sød, for den man er, eller om det bare er fordi man er kendt? Det må være svært for nogle af de store artister. Det er blandt andet et af lagene i sangen, og bagtanken bag den, da vi skrev den.

R&B er ikke en helt vildt stor ting på den danske musikscene. Synes du det er en udfordring eller en fordel?

TOMMY: Der er måske fordele i, at der ikke er så mange danske artister, der laver R&B. Måske var der lidt tilbage med Burhan G, og Xander gør det også lidt stadig, men jeg kan ikke komme i tanke om, hvem der ellers har dyrket det særlig meget. Det kan også være svært at gøre på dansk og i Danmark. Hvis man kommer som artist, hvor der er en vis attitude i teksterne og en vis attitude i videoerne, hvor alt er lidt for meget, eller hvor man føler sig selv lidt for hårdt, kan det godt være svært for danskere, tror jeg. Det er lidt ærgerligt, for det er ikke ens betydning med, at man tror, man er bedre end andre jo. Det handler bare om, at jeg har en god portion selvtillid i det, jeg laver. Derfor falder det mig naturligt, også fordi jeg selv lytter mest til artister som Chris Brown, Trey Songz, Tory Lanez og så videre, der er over the top på den der amerikanske måde ofte. Det har jeg altid været inspireret af.

Hvilke muligheder har det givet dig, at få en pladekontrakt?

TOMMY: Der er jo et stort maskineri, der hjælper med at pushe dine ting til radioen og til spillelister, man kan sparre med det her hold, som hjælper dig. Jeg har ikke nogen manager, så på mange måder er jeg stadig ret independent. Jeg laver rigtig mange ting selv stadig.
Jeg synes, det er en fordel og en tryghed, at have et hold bag sig, så man ikke står med det hele selv. Nu er Playground et mindre label, så jeg synes, der er meget åben dialog og jeg føler, jeg kan få lov til at have en stor medbestemmelse. Jeg tror, det kan være hårdt, at være på et major label.

Hvad kan vi forvente fra dig fremover?

TOMMY: Kortsigtet kan man forvente, at der kommer to singler mere. De to nye singler og “Allerede Fan” kommer til at have en form for sammenhæng, hvor de ret godt beskriver, hvordan jeg har levet mit liv de sidste par år. “Allerede Fan” handlede om at at få en lille snert, af det stjerneliv, man gerne vil have, og hvordan det føles, at blive genkendt og skrevet til, selvom man lidt er en “nobody”.
Den næste single kommer til at omhandle konceptet “succes”. Den handler om, hvordan man ligesom glemmer sig selv i jagten på streams, at være kendt og anerkendt, og at man nemt kan glemme at se det gode og succeesen i alle de små ting, der sker i ens liv og så prøve at fokusere på det.
Den sidste sang, som kommer til at lukke kapitlet af med en lidt dybere indre refleksion over, hvorfor jeg har levet det overfladiske liv, jeg på mange måder har, og det at være ensom når man mister sine forældre i en ung alder.
På længere sigt drømmer jeg om at nå bredere ud, så jeg kan få lov til at lave musik endnu mere. Det kommer af, at man tjener nogle penge på det og at man får lov at komme ud og optræde. Det vil jeg virkelig gerne, bruge endnu mere tid på musikken. Lige nu studerer jeg og har et arbejde, men drømmen er, bare at kunne lave musik. Det er en ubeskrivelig følelse, når folk man ikke kender, synes det man laver, er fedt og gider høre det.

Tak til TOMMY for interview.

Af Kamilla Stenz.

Share: