RESTAGE

Restage er et nyt koncept, hvor unge fra 18-30 år har muligheden for at deltage i et gratis kursusforløb, der tager afsæt i at få viden og kompetencer, indenfor hvad det vil sige at skabe koncerter, festivaler og gadefester. Ansøgere får udleveret et udfyldningsskema og har mulighed for at besvare dette via lydfil, tekstdokument eller videooptagelse. Udvælgelsen er foregået gennem kursusansvarlige, Alexander Engel, som har stået for kursusforløbet gennem alle moduler, hvor han blandt andet har medbragt gæsteundervisere, så deltagerne har fået viden fra forskellige områder af branchen.
Kurset er foregået i København, Odense samt Århus og bestået af bootcamps, oplæg og workshops gennem fem forskellige moduler; Planlægning & booking, Produktion & økonomistyring, Formidling & fundraising, Kreativt iværksætteri & markedsføring og Tryggere rum & sundere koncertkultur. Forløbet er skræddersyet til 20 udvalgte unge, hvor de har fået et særligt indblik i musikbranchen og det essentielle i at skabe netværk. Under kursusforløbet har deltagerne fået til opgave, at arrangere koncerter i samarbejde med udvalgte festivaler, spillesteder og branchefolk.
Vi var med som fluen på væggen ved fjerde kursusgang, Kreativt iværksætteri & markedsføring i Århus, hvor Alexander Engel og Ahmed Omar, kendt fra podcasten “Gråzonen“, stod for oplæg og at give feedback på deltagernes pitches omkring de idéer, de har gjort sig om koncertarrangementerne, der er under opbygning.
Ahmed Omar holdt oplæg, hvor han som udgangspunkt kom ind på området sociale medier for at give deltagerne de rette værktøjer til at opnå den ønskede eksponering, de ville kunne ønske for deres events. Ahmed delte ud af sin erfaring gennem sine podcasts og gav deltagerne et indblik i emner som algoritmer, scrollingkultur, aktualitet og retningslinjer. Ahmed understregede flere gange gennem oplægget sin vigtigste pointe for deltagerne om at blive ved med at prøve, at lære af sine fejl og at holde fast i sin integritet.

Vi talte med kursist Shuaib Hirsi for at spørge ind til, hvordan han havde oplevet forløbet indtil videre.
Hvorfor tænkte du, kursusforløbet var noget for dig og hvad er din oplevelse af det?
Shuaib Hirsi: Jeg så det på Facebook i første omgang. Jeg kender Alexander fra mange år tilbage, hvor jeg havde set ham på en scene. Han laver noget fedt rap og jeg syntes, han var for sindssyg. Så lagde han opslaget op og jeg syntes, det lød interessant. Jeg kan huske, jeg stod en weekend og var helt færdig med to timers søvn. Jeg var helt kvæstet og det var sidste dag for at søge ind. Så lavede jeg en videoansøgning og sendte CV til ham. Da jeg så kom på kurset, tænkte jeg, at nu handler det bare om at lære, men jeg fik så meget andet ud af det. Hvis jeg havde vidst det på forhånd, så havde jeg gjort mere ud af min ansøgning og video. Netværket er uundværligt, det er en fed samling af folk. Alexander er virkelig god til at lære fra sig på en rigtig god måde, også det lavpraktiske. Det er godt indhold. Derudover er han rigtig god til at støtte op om folk. Han bygger dig op indefra ved at være omkring dig. Restage har fået et specielt sted i min læringsproces, som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, jeg har haft førhen og jeg har været på mange uddannelser, mange kurser og forskellige ting. Det her ligger på toppen.
Tak til Alexander Engel, Ahmed Omar og Shuaib Hirsi.
Restage er et samarbejde mellem Mino Danmark og Dansk Live.
Af Kamilla Stenz.