Med en ny og frisk tilgang til rap og neo-soul leverer den århusianske AGGi DiX musik, som rummer af attitude og kvindepower. Vi mødte hende på SPOT-festival, hvor vi tog en snak om, hvordan hun startede med at lave musik og hvordan det føltes endelig at kunne optræde uden corona-restriktioner.

Vil du præsentere dig selv?

AGGi DiX: Mit navn er Agnes Dixgaard og går under kunstnernavnet AGGi DiX. Jeg er halvt fra Ghana, halvt fra Danmark. Jeg eksperimenterer med flere musikgenre i min lyd. Genre lige fra neo-soul, til R&B, til rap. Og så fucker jeg bare med livet. Jeg prøver at gøre de ting, som jeg synes er nice og laver de projekter, som jeg brænder for at lave.

Hvordan startede du med at lave musik?

AGGi DiX: Det er et godt spørgsmål. For mig har musik altid været en del af mit liv. Min storebror laver også musik, hvilket jeg nok så lidt op til, dengang jeg var yngre, hvor han i mine øjne bare var rigtig sej. Jeg startede derudover på Børnenes Friskole i Århus, som er en friskole, der har fokus på kunst og musik. Der spillede jeg blandt andet bas og klaver. Ikke fordi jeg var god – overhovedet – men det gjorde jeg, og så endte jeg faktisk med, at skulle synge kor, men havde totalt sceneskræk, så det varede ikke længe. Efter friskolen begyndte jeg på Klejtrup Musikefterskole, hvor jeg gik i et halvt år, til jeg blev smidt ud og startede så på en kunst efterskole, Eriksminde Efterskole. Kunst er vigtigt for mig. Jeg holder af at male og være kunstnerisk på mange andre måder end kun gennem musik.
Jeg vil takke min barndomsven Jeremy Troy, som også gik på friskolen. Han er en virkelig dygtig kunstner, musiker og artist. Han spurgte mig engang, om jeg ikke lige skulle prøve at rappe. Der fik jeg lidt flashback til friskolen og sceneskræk. Jeg brugte noget tid på at tage mig sammen til at springe ud i at bruge min vokal igen. Til sidst var jeg sådan: ”Nu fucking gør jeg det bare”, og lavede så en Instagram rap-challenge, og det blev så min første rap. Det var i slut 2018 eller start 2019, tror jeg. Jeg fik god respons på det i forhold til hvad det var, så jeg prøvede bare at skrive videre, hvilket jeg syntes var en ret grineren proces. Jeg kan godt lide at søge grænser på en eller anden måde. Ellers synes jeg, det bliver lidt for kedeligt.

Du står selvsikkert på scenen i dag – hvordan overvandt du den sceneskræk?

AGGi DiX: Vi snakker om en sceneskræk, der fandt sted i de små klasser. Den sceneskræk er der ikke længere – så længe jeg bare har styr på mit shit. Alligevel er der stadig en vis nervøsitet til stede, inden jeg skal optræde. En god form for nervøsitet dog. Det hjælper også, at jeg har den tilgang til det, at det er vigtigt bare at være sig selv – så kan det aldrig gå helt galt, føler jeg.

Du er en del af det jyske musikkollektiv The Secret Life of Trees, der lige er startet op – hvordan blev det til?

AGGi DiX: Det begyndte med at jeg blev gode venner med Josephin Bovién, som er min managers, Sean-Poul, første artist. Josephin havde Julie Pavon på som korsanger i hendes gamle band og Josephin arbejdede også med Yellow Spoon, som var hendes band. Langsomt begyndte vi alle at arbejde på projekter på kryds og på tværs og en dag slog det os bare: ”Hvorfor har vi egentlig ikke et musikkollektiv?”. På den måde kunne vi undgå at udgive oven i hinanden, og samtidig holde fast i det fede fælleskab, vi havde sammen. I stedet for at overshine hinanden kunne vi se en måde at løfte hinanden på gennem musikkollektivet og bruge hinanden som sparringspartnere og meget mere.

Lad os tale om din visuelle EP ’Simmer’ – hvor vigtigt er det visuelle udtryk for dig i din musik?

AGGi DiX: Jeg brugte rigtig lang tid på at lave den visuelle EP, da det var mit første projekt nogensinde. Lige nu er jeg stadig i en definitions-fase. Jeg er stadig ved at finde ud af mit eget udtryk. Jeg vil altid gerne prøve at overgå mig selv, hvilket ind i mellem måske kan blive lidt over-the-top. Så jeg arbejder på at finde en balance mellem det, jeg gerne vil udtrykke, og hvad der realistisk kan lade sig gøre i form af budget og så videre.
Da jeg forestillede mig, hvordan min EP ’Simmer’ rent visuelt skulle bygges op, havde jeg ingen penge og det var stadig over-the-top. Men jeg formåede stadig at fuldføre det med Yoandry Gonzalez, som var instruktør, filmfotograf og sparringspartner på projektet. Jeg glæder mig bare til at lave flere projekter og udvikle mig med dem samtidig.

Hvordan føltes det at optræde på SPOT?

AGGi DiX: Jeg havde set virkelig meget frem til at optræde. Jeg følte mig vildt klar, og jeg var glad for at have et godt hold bag mig. Jeg havde det egentlig ret rart, og jeg var virkelig overrasket over at se, at så mange var mødt op for at høre mig spille. Det gav mig virkelig en kæmpe bekræftelse, som især var tiltrængt efter en tid med Covid-19, hvor følelsen: ”Hvorfor laver jeg overhovedet musik?” godt kunne ramme én.
Der var desværre lidt lydproblemer, som var rigtig øv. Men i sådan en situation handler det bare om at give den alt hvad man har uanset forhindringer, og tage kontrol over situationen.

Kan du løfte sløret for nye projekter, der er på vej?

AGGi DiX: Det jeg kan sige, er at jeg har haft gang i ret meget. Snart kommer der små udgivelser, hvor jeg er feature på andres projekter. Hvad angår mit eget, så vil jeg ikke sige for meget. Men jeg kan fortælle, at jeg er ved at arbejde med en fucking sej producer fra udlandet, så der er noget i kan se frem til.

Hvor kan man finde dig?

AGGi DiX: Under navnet AGGi DiX på Bandcamp, Spotify, apple music og så videre og instagram / facebook…

Tak til AGGi DiX for interview.

Af Sara Wulff.