ANMELDELSER

CHEFF Records 10 års jubilæum, Århus

CHEFF ER DE BEDSTE.

I anledning af CHEFF Records’ 10 års jubilæum afholdt de i weekenden to kæmpekoncerter i udsolgte KB Hallen, København og Scandinavian Center, Aarhus.

Inden koncerten for alvor startede, havde CHEFF medbragt Lisa Fosmark som opvarmnings DJ samt Danser Med Piger – en helt ny gruppe, med kun et enkelt udgivet track. På trods af, at Danser Med Piger ikke stemte overens med CHEFFs udtryk og genre, blev de modtaget godt af publikum.

I kølvandet på den udsolgte koncert i KB Hallen ventede CHEFFs anden jubilæumskoncert allerede dagen efter. Dette var ikke ensbetydende med manglende energi på scenen, tværtimod. Indledningsvist stod publikum overfor et kæmpe CHEFF Records banner, i takt med en bas der blev spillet som en hjerterytme. Catchphraset: “CHEFF ER DE BEDSTE” blev afspillet og banneret faldt til jorden. De fire drenge i CHEFF stod i bedste boyband stil på et stort podie bag banneret og lagde ud med at spille et stykke hvert fra nogle af deres numre. Alt fra de helt gamle sange “Gøre Sin Ting”, “Kysset Med Jamel”, “Kongens Have”, “Kriminel” og “Faxe Kondi” til nye aktuelle tracks “Sender Mig Til Månen”, “Boungiorno” og “Senere” rammede setlisten og havde betydning for, at både gamle og tilkommende fans kunne synge med. Efterfølgende skiftedes TopGunn, Kidd og Klumben til at optræde, imens ELOQ agerede hypeman på scenen og bidrog med sin genkendelige stemme i numre som “Ik’ Lavet Penge”. Desværre fik ELOQ som helhed ikke meget plads i showet, hvor man passende kunne have tilføjet et track som “Kidds Rave” mellem numrene. CHEFF var nærværende og skabte et godt samspil med et publikum, der dansede og skrålede med på alle deres sange.

CHEFFs visuelle udtryk blev gennemført med en skærm på podiet, som havde effekter tilpasset til hver artist og nummer. Derudover havde de arrangeret både røgkanoner, der stod op i luften fra hvert scenehjørne og gnister faldende fra loftet som sceneeffekter. Som et helt særligt indslag blev der spillet en hilsen af Ghostface Killah fra Wu-Tang Clan imens Wu-Tangs ikoniske logo lyste op på podiet.

Under et par af sangene svigtede teknikken, hvor Kidds mikrofon pludseligt var slukket. På trods af, at dette ville være et forventeligt antiklimaks, formåede crowdet at synge så højt med, at det udgjorde en overraskende positiv effekt, som netop bekræftede et engageret og deltagende publikum.

Et element man godt kunne savne, fra jubilæumsshowet i Aarhus, var flere gæstestjerner på scenen, som man så ved koncerten i KB Hallen. TopGunn havde medbragt Fouli på tracket “Detaljen” og Kidd havde Daniel Mølgaard Christensen fra Danser Med Piger med på saxofon under nummeret “Boungiorno”. Ud over disse var der ingen gæsteoptrædener, hvilket godt kunne få publikummet i Aarhus til at føle sig en smule snydt, modsat i København, hvor artister som Burhan G, Tobias Rahim og Raske Penge gæstede scenen.

Som inkarneret CHEFF-fan, der har fulgt og beskæftiget sig med holdet siden 2011, var det en nostalgisk og ikonisk oplevelse, at deltage i deres kæmpe succes af en 10 års jubilæumsfest.

10 år efter er der stadig ingen tvivl: CHEFF er de bedste.

Af Kamilla Stenz.

Share: