DRÅBEN FESTIVAL, ÅRHUS


Fredag d. 15 april 2022 præsenterede musikplatformen DRÅBEN, i samarbejde med GAFFA, en helt ny en-dags festival, hvor de hyldede den blomstrende hiphop-kultur. Her havde de sammensat et lineup af artister, som repræsenterede forskellige grene af dansk hiphop. Vi var til DRÅBEN Festival på Godsbanen i Århus for at opleve dette nye initiativ og mærke, hvad det havde at byde på.
JOSIE AMADONNA
Aftenen blev åbnet med en optræden fra den habile rapper, Josie Amadonna som, på trods af tekniske udfordringer, formåede at markere sig selv med en eksplosiv koncert. Josie kom vidt omkring med alt fra hårde hiphoptracks som “Donkey Kong” og “Ikk’ Set Før” til latino-vibes på “Shopaholic“. Med sig havde hun BBYBITES som support bag pulten. Alt i alt en meget stabil førsteoptræden til at skyde aftenen i gang.
CARL KNAST
Anden artist trådte ind på scenen med en krykke og en støttestøvle på højre fod, men havde ingen udfordringer med sin tilstedeværelse på scenen. På DJ pulten bag sig var der linet rødvin og brød op, som på en eller anden vis opsummerer ham ret godt. Carl Knast er en out-of-this-world artist, hvis lyd er svær at definere, og han går hårdt ind på sine tracks. Med sig på scenen havde Carl medbragt jeng som vokalsupport og hypeman. Fra diskografien blev der bragt tracks som “NO FACE“, “Hjem Uden Klaver” og storhittet “STANK“. Alt i alt føltes Carl Knasts optræden som et peak, der skulle blive svært at overgå.

JOSVA
Tredje act satte tempoet i salen lidt ned i form af en blanding mellem hiphop og RnB. Josva var på hjemmebane i Århus og fremlagde sin tilbagelænede rap stil og sin flotte vokal på tracks som “Sedler” og “Ka Ik Skjule Det” med en gæsteoptræden fra Lamin, som også skulle på scenen senere på aftenen. Et bemærkelsesværdigt element hos Josvas act var, at han optrådte med liveband. Desværre var der tekniske udfordringer gennem hele koncerten, som betød, at Josvas vokal flere gange blev overdøvet af musikken.
MICHAEL WILLIAMS
Tempoet blev i den grad skruet i vejret, da fjerde act sprang ind på scenen sammen med hele sit crew. Michael Williams tændte hele salen op med tracks som “Nino” og “Hygger Mig“. Det var også tidligt i koncertforløbet, at Michael satte sin lid til publikum og sprang ud for at crowdsurfe, som bragte endnu mere energi til hans optræden. Endnu et overraskelsesmoment var, da Michael hev en fan på scenen, som ved efterspørgsel valgte, der skulle spilles “Lil Ting“.

LAMIN
Femte act indtog scenen med en selvsikkerhed, som var han født på den. Lamin kom ind med god energi og tracks som “100%” og med en gæsteoptræden fra Michael Williams på deres fælles track “Mood Swings“. I sidste del af Lamins optræden kunne han overraske med endnu en gæsteoptræden fra ingen mindre end Artigeardit, hvor de hev nogle tracks ud fra deres fælles EP, heriblandt det populære “Hvor Fuck Er Min Drink?“.
BENNY JAMZ
Aftenens sidste act og hovednavnet kunne ikke have været andre end Benny Jamz. Sammen med resten af B.O.C. har Benny sat et fodspor i dansk hiphop, hvilket var til at mærke under hans optræden. Benny stod selvsikkert på scenen med tracks som “Domino“, “Balou” og “Sympati“, hvor han havde publikum med hele vejen. Aftenen blev her også sluttet af med storhittet “Mamacita” til at sætte en sløjfe på hele koncertarrangementet.
Ud over de få tekniske udfordringer var aftenen alt i alt en kæmpe succes, som havde forskellige artister med til enhver smag indenfor hiphop. Med crowdsurfing, moshpits og scenen fyldt ud af Michael Williams og sit crew, blev hans act , ifølge os, altså aftenens ultimative peak.
Af Kamilla Stenz.
